fredag
jul.082011

Ryd op i dit rod!

Natten fra lørdag til søndag var der et voldsomt skybrud i København. Det er sådan set ikke nogen nyhed, de fleste kender til det via nyhederne eller har selv oplevet det. Da det skete var jeg selv på besøg hos en veninde i Nordsjælland, hvor vi grillede og nød aftensolen. Sorte skyer begyndte at samle sig på himmelen, men der kom kun lidt regn der.

Da jeg senere på aftenen kom hjem til min lejlighed i København, hvilket tog mig 2 timer, fordi S-toget ikke kørte, var der 10-20 cm vand i vores kælder. Jeg har i mit kælderrum opmagasineret diverse ting gennem årene og i lang tid havde jeg tænkt på, at nu var det snart tid til at sortere ud, men jeg fik aldrig gjort det. Det blev bare udskudt. Der er en del af mig der har svært ved at smide ting ud, for jeg er bange for, at hvis jeg smider dem ud, så får jeg garanteret brug for dem på et senere tidspunkt. Så derfor er det bedre at beholde dem og jeg har derfor været god til at samle på ting såsom gamle skole- og fagbøger i britisk og amerikansk samfundslære, grammatik, virksomhedsøkonomi, jura, you name it, gamle opgavehæfter og essays, slidte håndklæder og sengetøj, gamle romaner og små nipseting, hvilke jeg ikke havde brugt i årevis, men som jeg måske en skønne dag skulle få brug for… Jeg ved ikke helt til hvad eller hvorfor netop disse ting skulle jeg få brug for, men bare for en sikkerheds skyld var det godt at beholde dem!

Nu efter at kælderen blev fyldt med vand bliver jeg tvunget til at smide det meste ud! Men på en måde er det okay. For mange af tingene er ødelagte og nu ved jeg, at jeg højst sandsynligt ikke har lyst til at bruge diverse ting, der har flydet rundt i kloakvand. Nej tak. Så hvis jeg skal se det positive i det, så må jeg erkende, at det er på tide at rydde ud og give slip på gamle våde ubrugte ting og skabe plads. Skabe et tomrum, så noget nyt kan komme ind i mit liv.

Når vi giver slip på gamle ting og rydder op på det fysiske plan rydder vi også op på det mentale og følelsesmæssige plan. I drømme symboliserer vand følelser og en kælder symboliserer det ubevidste. Man kunne måske tolke den virkelige hændelse af skybrud og oversvømmede kældre sådan, at nu skal vi (der blev berørte af det) rydde op i gamle, ubevidste følelser og mønstre. Vi skal igennem en transformation på fysisk, psykisk og følelsesmæssigt plan.
Ifølge den kinesiske indretningsfilosofi feng shui skal man jævnligt rydde op og rydde ud for at skabe plads, overblik og ro. En rodet lejlighed eller et overfyldt rum skaber uro og ophobning i sindet. Lørdagens skybrud tvinger os kollektivt til at rydde op og rydde ud, at give slip på det gamle for at skabe plads til det nye. Det er en kollektiv oprydningsproces, som jeg er sikker på også vil skabe forandringer i vores sind.

Måske er du og dine ting ramt af skybruddet, måske ikke. Uanset hvad, prøv at tænke over:

  • Er der nogle områder i dit liv der trænger til oprydning?
  • Er der noget i dit liv du gerne vil give slip på for at skabe plads til noget nyt?
søndag
mar.062011

De nye 10 bud

Jeg har fået tilsendt disse nye 10 bud, som jeg gerne vil dele til inspiration! Det er taget fra en bog af Gill Edwards: Livet er en gave, hvor hun kommer med et nyt forslag til De 10 Bud, som er mere positivt og opløftende end dem fra Biblen, der bygger på frygt, skyld og pligt.

  1. Du inviteres til at elske dig selv, andre og livet betingelsesløst – til at stole på, at alting udfolder sig perfekt i et univers under udvikling.
  2. Du inviteres til at gøre alt, hvad der får dit hjerte til at synge og din ånd til at danse. Kun dét!
  3. Du inviteres til at leve frygtløst og lidenskabeligt – til at træde ind i din guddommelighed, mens du siger ja til din menneskelighed.
  4. Du inviteres til at behandle dig selv og andre med udsøgt respekt og venlighed – til at række ud mod alle væsner i kærlighed og se lyset i dem alle.
  5. Du inviteres til at respektere alle andres overbevisninger, følelser, værdier og valg – til at værdsætte det enestående hos dem og huske, at du ikke ved noget om deres vej eller vejledning.
  6. Du inviteres til at respektere jorden, din krop og hele skabelsen som hellig og guddommelig – og til at fejre livet i hele dets rigdom.
  7. Du inviteres til at vælge din egen mission eller dit eget formål og til at udtrykke dine kreative gaver, talenter og visioner på den måde, der føles mest glædelig.
  8. Du inviteres til at lytte til kærlighedens indre stemme, som altid sætter dig fri – og til at vide, at din godhed og værdighed aldrig drages i tvivl, og at du ikke kan gøre noget forkert.
  9. Du inviteres til at stole på et univers opfyldt af kærlighed og overflod. Spørg, og det bliver givet. Søg, og I skal finde. Bank på, og døren bliver lukket op.
  10. Du inviteres til at følge dine drømme og ønsker – til at stole på dine følelser og bruge din fantasi til at skabe din egen himmel på jorden.
onsdag
feb.162011

Meningen med livet...

Jeg har fundet denne søde video på nettet, som jeg bare er nødt til at dele! Den handler om "meningen med livet". For hvad er egentlig meningen med livet? Livet består jo af mange ting, men det er os selv der bestemmer hvilken mening vi giver vores eget liv og hvad vi fylder det ud med. Derfor denne inspirationsvideo!

mandag
dec.272010

Skab det bedste år i dit liv!

Om et par dage slutter året og disse dage kan være rigtig gode til at gøre status over året der er gået samt at vende blikket mod det nye år. Du kan bruge denne tid til at reflektere over nedenstående spørgsmål for at give slip på dette år og gøre plads til at skabe dit nye år. Skriv gerne dine svar ned. Så kan du altid læse hvad du har skrevet og følge op på, virkeliggøre samt justere dine ønsker, drømme og planer!

Året der er gået: STATUS OVER ÅRET

  • Hvilke betydningsfulde, gode og udfordrende ting skete for mig i år?
  • Hvilke mål, jeg havde sat mig, nåede jeg i år?
  • Hvilke mål nåede jeg ikke? Og hvorfor?
  • Hvilke ting og oplevelser er jeg taknemmelig for?
  • Hvilke ting er jeg stolt af?
  • Hvilke indsigter fik jeg og hvad lærte jeg i år?
  • Hvilke ting, hændelser, forhold, udfordringer vil jeg gerne give slip på?

Anerkend dine succeser og fejltagelser. Anerkend dine valg og beslutninger du tog. Fejr dig selv og dine succeser og tilgiv dig selv for dine fejltagelser. Kig på dig selv og året med kærlige øjne. Luk øjnene og tag 12 dybe indåndinger. Ved hver udånding giv slip på hele året...

Året der kommer: SKAB ET FANTASTISK NYT ÅR

Luk øjnene og mærk efter...

  • Hvor er jeg nu og hvordan har jeg det nu?
  • Hvordan har jeg lyst til at have det i det nye år?
  • Hvilke ting ønsker jeg at ændre i det nye år?
  • Hvad har jeg lyst til konkret at opleve og skabe i det nye år? Tænk på flere områder i dit liv: karriere, privatliv, helbred, familie, venner, personlig & spirituel udvikling, sjov & leg, uddannelse, kreativitet etc.
  • Kig på dit indre lærred: Forestil dig med dine indre øjne hvilke oplevelser, hændelser, situationer du har lyst til i det nye år?

Derefter skriv ned, det du så og reflekter over følgende:

  • Hvilke 3 værdier vil jeg fokusere på i det nye år? Værdier kan fx være: ro, balance, kærlighed, samhørighed, nærhed, nærvær, selvkærlighed, selvaccept, tilgivelse, ærlighed, glæde, passion, kreativitet, eventyr, autenticitet, klarhed, loyalitet, viden, visdom, rigdom, tryghed, sikkerhed, frihed, mod, integritet, sandhed, beslutsomhed, handling, at følge sit hjerte, at følge sit kald, at gøre en forskel, ambition. Der findes mange flere, så find gerne dine egne personlige værdier!
  • Hvordan kan jeg udleve mine 3 vigtigste værdier? Skriv 3 konkrete forslag til hver værdi.
  • Hvad skal der til for at jeg kan opleve og skabe de ting jeg drømmer om i det nye år? Opdel de store mål i delmål.
  • Planlæg: Hvornår vil du gøre hvad?
  • Hvilke beslutninger har jeg brug for at tage, for at jeg kan:
    1. få det som jeg vil have det?
    2. nå mine mål?
    3. blive den person jeg har lyst til at være?
  • Hvad er det første skridt jeg kan tage?

Er du i tvivl om hvad du gerne vil? Stil dig selv følgende spørgsmål: Hvad ville jeg gøre, hvis det kommende år var det sidste år i mit liv? Hvad og hvem ville jeg bruge tiden på?

Du kan evt. klippe billeder ud af magasiner som symboliserer de ting, følelser og situationer du gerne vil have i dit liv og klistre dem op på en stor karton for at skabe dit vision board. Du kan også bruge Pinterest til at lave dit vision board - jeg er selv blevet utrolig glad for at lave boards dér, da det ikke kræver hverken magasiner, lim eller papir og man kan søge på alle mulige billeder. For inspiration se her. Når du har lavet dit vision board kig på det ofte og mærk, hvilke følelser det giver dig. Se hvordan dit liv begynder at ændre sig, når du begynder at handle på dine ønsker og tiltrække nye muligheder!

God fornøjelse! Du ønskes hermed et fantastisk og eventyrligt nytår!

søndag
dec.052010

5 rutiner til at komme ud af den onde cirkel og få et bedre forhold til dig selv

Som fortsættelse til mit tidligere indlæg om at sidde fast i negative tanker har jeg lovet at give nogle bud på nogle rutiner der kan hjælpe dig at få det bedre med dig selv:

1) Som nævnt i tidligere indlæg, kan du skrive dine tanker ned. Du kan fx skrive dagbog om morgenen, lige når du er stået op eller lave en 10-15 minutters non-stop skrivning, der hjælper dig med at tømme hovedet for tankerne. Det hjælper dig med at se hvilke tanker du egentlig har. Måske opdager du nogle gennemgående tanker og mønstre. Du vil nok også opdage dine længsler, dine ønsker og drømme. Så det handler om at give plads til de forskellige stemmer indeni dig. At anerkende både de positive og negative stemmer. At lytte til dem og beslutte hvilke stemmer du helst vil lytte til: dem der støtter dig eller dem der fordømmer dig?

2) Kom ud af hovedet og ned i kroppen. Motioner. Gå fx til yoga eller dans. Løb en tur. Gå en tur. Bevæg dig! Når du motionerer kommer du ned i kroppen og ud af den negative tankespiral. Motion udløser endorfiner i kroppen og giver psykisk velvære og et godt humør - endorfiner er kroppens naturlige humørmedicin. Som bonus får du også en sundere krop når du motionerer regelmæssigt!

3) Mediter. Meditation er en form for tanketømning (ligesom det at skrive). Det er en øvelse i at være tilstede og at kunne give slip på tanker, dagligdagens bekymringer, gøremål etc.
Det er også en opmærksomhedstræning, hvor du øver dig i at være opmærksom i nuet og at tillade øjeblikket at være som det er. En total accept af nuet med en ikke-dømmende opmærksomhed. Meditation hjælper dig med at finde ud af hvem du virkelig er - uden dine tanker. Dine tanker kommer og går, men der er en kerne indeni dig, som altid er der. En kerne, hvor der er fred, hvor der ingen tanker eller forventninger er, kun ren væren og fred. Og når du vender tilbage til dette sted - kernen i dig, eller bare DIG, så vil du opleve mere ro og glæde, fordi du ikke længere vil identificere dig med dine tanker.

4) Vær mere kærlig og omsorgsfuld overfor dig selv! Lyt til dine lyster, længsler, drømme og ideer. Hvad har du lyst til? Glem "burde, skulle, kunne"-stemmen der står der med en løftet pegefinger. Lad dig blive motiveret af dit hjerte. Giv plads til sjov og leg! Meld dig til det male- eller fotokursus hvis du altid har drømt om at male eller fotografere. Eller find din egen måde at dyrke din kreativitet på. Forestil dig, at der bor et lille barn indeni dig og dette barn er også en del af dig. Hvordan vil du tage dig af dit indre barn, hvis du skulle være din egen bedste mor/far - din egen kærlige og omsorgsfulde forælder? Det indre barn rummer en masse glæde, spontanitet, styrke og kreativitet, som vi har tendenser til at undertrykke med vores kritiske og negative stemmer.

5) Lav sætninger, bekræftelser (affirmationer) der støtter dig! Støt dig selv med positive tanker som du har lyst til at tro på. Det kan fx være: "Jeg kan mere end jeg tror." "Jeg har et spændende og kreativt job, som giver mig frihed, mening og glæde." "Jeg stoler på min indre styrke - jeg er unik og har en masse talenter jeg kan bidrage med." "Mit liv er fyldt med kærlighed, glæde og inspiration." "Livet er fyldt med uendelige muligheder."
Find på dine egne positive bekræftelser, skriv dem ned og læs dem/sig dem højt hver dag. Formuler bekræftelserne i nutid, som om du allerede har det du ønsker. Bekræftelserne vil skabe en ændring i din  bevidsthed og du vil opleve at dine ønsker vil manifestere sig i virkeligheden.

Husk at planlægge dine rutiner, ellers virker de ikke. Det er en integrationsproces af nye vaner, en øvelse i at få et godt og kærligt forhold til dig selv, og øvelse tager tid. Derfor er det vigtigt at gøre dine rutiner regelmæssigt, så du kan få en langtidsholdbar virkning.