De nye 10 bud
Jeg har fået tilsendt disse nye 10 bud, som jeg gerne vil dele til inspiration! Det er taget fra en bog af Gill Edwards: Livet er en gave, hvor hun kommer med et nyt forslag til De 10 Bud, som er mere positivt og opløftende end dem fra Biblen, der bygger på frygt, skyld og pligt.
- Du inviteres til at elske dig selv, andre og livet betingelsesløst – til at stole på, at alting udfolder sig perfekt i et univers under udvikling.
- Du inviteres til at gøre alt, hvad der får dit hjerte til at synge og din ånd til at danse. Kun dét!
- Du inviteres til at leve frygtløst og lidenskabeligt – til at træde ind i din guddommelighed, mens du siger ja til din menneskelighed.
- Du inviteres til at behandle dig selv og andre med udsøgt respekt og venlighed – til at række ud mod alle væsner i kærlighed og se lyset i dem alle.
- Du inviteres til at respektere alle andres overbevisninger, følelser, værdier og valg – til at værdsætte det enestående hos dem og huske, at du ikke ved noget om deres vej eller vejledning.
- Du inviteres til at respektere jorden, din krop og hele skabelsen som hellig og guddommelig – og til at fejre livet i hele dets rigdom.
- Du inviteres til at vælge din egen mission eller dit eget formål og til at udtrykke dine kreative gaver, talenter og visioner på den måde, der føles mest glædelig.
- Du inviteres til at lytte til kærlighedens indre stemme, som altid sætter dig fri – og til at vide, at din godhed og værdighed aldrig drages i tvivl, og at du ikke kan gøre noget forkert.
- Du inviteres til at stole på et univers opfyldt af kærlighed og overflod. Spørg, og det bliver givet. Søg, og I skal finde. Bank på, og døren bliver lukket op.
- Du inviteres til at følge dine drømme og ønsker – til at stole på dine følelser og bruge din fantasi til at skabe din egen himmel på jorden.