Entries in personlig udvikling (2)

fredag
jun.262015

Alt i livet er personlig udvikling

Vi lever i et resultatorienteret samfund. Resultater er der sådan set ikke noget galt med. Problemet opstår bare, når vi ikke opnår de ønskede resultater vi har sat os og derfor føler vi os skuffede og opfatter os selv som fiasko… At vi forbinder vores manglende ydre resultater med, at der er noget galt med os og at vi ikke er gode nok. Vi tager det personligt.

Når du ikke får det ønskede job…

Når du har svært ved at finde en kæreste…

Når din forretning ikke kører som du gerne vil…

Det fik mig til at tænke idag på, at alt i livet faktisk hele tiden er en personlig udvikling. Der er ikke noget sted, hvor du ankommer fast. Der er ikke noget resultat, som vil give dig den ultimative lykke. Alt er flydende og i bevægelse så længe livet varer.

Hvis du har været jobsøgende længe og endelig får du drømmejobbet. Det er dejligt, fordi målet om at få job er nået. Men så venter der sikkert nogle udfordringer i forbindelse med selve jobbet. Måske bliver du træt af det på et tidspunkt og har lyst til at skifte fokus til noget andet arbejde, der er sjovere og mere meningsfuldt for dig. Så dit drømmejob bliver til “bare” et job og du drømmer om et andet job.

Endelig finder du en kæreste, som du længe har drømt om. Du nyder forelskelsen og passionen i noget tid, men så opstår der udfordringer eller uoverensstemmelser i jeres forhold, som skal løses, hvis I skal bevare kærligheden.

Din forretning kører utrolig godt og du har fået de kunder og de penge på kontoen, som du har sat som mål. Men så skifter det. Pludselig virker dine gamle strategier ikke mere og du opnår ikke de samme resultater.

Når det ydre mål, resultat er nået, kommer der nye opgaver, udfordringer i forbindelse med det. Ønsker og mål ændrer sig i takt med hvem du er og gerne vil være.

Når du ikke når dine ydre mål, så er der ikke noget galt med dig, men der skal muligvis ændres og justeres nogle ting, hvis du vil holde fast ved dit mål. Måske er det din strategi der skal ændres, måske skal dit mål være mere i overensstemmelse med hvem du er nu.

Så min pointe er, at vi skal betragte alt i livet som personlig udvikling. Give slip på idéen om, at et ydre mål vil gøre os lykkelige for evigt. Der er ikke noget fiasko. Kun læring. Det er bare nye situationer der opstår, som vi har mulighed for at justere og ændre. Og neden under alt det foranderlige er du god nok! Og vi skal selvfølgelig huske at fejre vores succeser på vejen!

lørdag
jun.212014

Hvad hvis alt er okay lige nu?

Nogle gange er man bare træt af selvudvikling og personlig udvikling... Bekræftelser, affirmations, positiv psykologi, visdomsord og klichéer som "der er en mening med alt". Træt af selvudviklingsguruer, der har svar på det hele, der altid er positive og parate til at give gode råd og inspirere os til "højere vibrationer", mere positive tanker, større potentiale og et bedre og mere succesfuldt liv.

Og måske skal du også bare acceptere, at det er sådan du har det. At du har bare lyst til at være. Uden al den snak om hvordan du eller dit liv skal fixes.

Hvad hvis det du er og har er OK og nok?

Hvad hvis du bare har lyst til at være her og nu, uden at du længes efter noget bedre?

Og hvad er det der er bedre?

Hvad hvis det her er godt nok?

Hvad hvis du er god nok som du er?

Hvad hvis du ikke skal bryde mønstre, overvinde frygt, ikke skal gøre, handle, skabe, præstere og "go for it", men bare være?

Hvad hvis der ikke er et "bedre" øjeblik end dette?

Hvad hvis dette øjeblik er kun det der findes?

Hvad hvis du accepterer det der er?

Hvad hvis alt er okay lige nu?...