Entries in uopfyldte behov (1)

fredag
jun.082012

Du skal bare tænke positivt! - Men hvordan?

Jeg har for ca. en måned siden læst et kort blogindlæg der giver tre tips til hvordan vi flytter os fra at være utilfredse, irriterede, kritiske og negative til at være positive. De tre tips gik kort sagt ud på følgende: 1. Bliv bevidst om dine negative følelser. 2. Flyt dit fokus fra de negative og ubehagelige ting til noget positivt, fx taknemmelighed. 3. Tænk over om det er det værd at negativiteten skal ødelægge dit fantastiske(?) liv.

Det er alt sammen skrevet med en positiv intention, det er jeg sikker på, men alligevel sad jeg med en tom følelse efter at have læst indlægget. Jeg syntes der manglede noget. Der mangler nemlig hvordan man præcist hopper fra negativitet til positivitet. For hvis det var så let, så kunne alle bare gøre det! Så var der ingen der gik rundt og var utilfredse særlig længe. Men sådan har det egentlig aldrig fungeret for mig. Jeg har altid haft meget svært ved at tænke positive tanker når jeg har været i en tilstand af utilfredshed, vrede, sorg og irritation. Og ikke mindst har jeg haft svært ved at være taknemmelig midt i negativiteten. For hvordan flytter man sig fra den ene tilstand til en helt anden, der synes at være langt fra hinanden?

Det der umiddelbart virker for mig er at undersøge hvad jeg er negativ over og hvorfor. For negative tanker og utilfredshed indeholder informationer, beskeder og "clues" til os. Hvis vi ikke ved hvad det handler om, er det ret svært at afhjælpe det. Der er jo en grund til at vi er utilfredse eller negative. Så jeg ville bede utilfredsheden og negativiteten om at fortælle mig hvad den har at sige og hvilke følelser der er knyttet til de negative tanker. Det kan man fx gøre ved at sætte sig ned og skrive det ned. Dvs. skabe bevidsthed og overblik over de negative tanker og følelser. Fx "jeg er negativ, fordi jeg er Palle alene i verden og det gør mig ked af det".

Dernæst er det vigtigt at erkende og acceptere, at du har det sådan. Måske er det bare en del af dig der er utilfreds, måske er det hele dig, men accepter det der er. Accepter virkeligheden. Efterfølgende ville jeg spørge hvilken positiv intention der ligger bag utilfredsheden, fx hvilket eller hvilke behov der ikke bliver dækket, som forårsager utilfredsheden. Hvad er det den negative del af mig ønsker?
Det kan fx være at du hader at gå på arbejde og det har du gjort længe. Men hvad er det præcis ved dit job du er utilfreds med? Er det din chef? Din arbejdstid? Dine arbejdsopgaver? En bestemt kollega? Er du måske stresset? Se på din utilfredshed og hvad der ligger bag den. Den positive intention bag kan fx være at du gerne vil arbejde med noget helt andet. Eller at du gerne vil gå ned i tid fordi du vil være mere sammen med din familie.

Et andet eksempel kan være at du bare generelt er negativ og utilfreds med dit liv, føler dig ked af det og livet føles meningsløst. I så fald kan du kigge på hvad det er specifikt i dit liv som du er negativ over og hvordan ville du have dit liv skulle se ud i stedet. Hvilke af dine behov bliver ikke opfyldt? Hvad ønsker du dig virkelig? Først når du ved hvad du vil have i stedet kan du gå efter det. Du har et valg når du pludselig ser andre nye muligheder.
Det kan også være, at dine negative tanker kører i "loop", dvs. det er de samme negative tanker der dukker op igen og igen, og det er blevet så meget en vane, at du antager de negative tanker som sande og virkelige. Her kan du måske lave et virkelighedstjek. Fx, passer det virkelig at ingen elsker mig, når jeg har familie og gode venner? Har jeg virkelig et dårligt liv som mine tanker siger? Hvad er dårligt ved mit liv? Her vil du måske opdage at din negativitet bunder i noget selvkritik, og negativ selvdialog, fordi du tror du burde være en anden, dit liv burde se anderledes ud, andre burde gøre et eller andet bestemt, der er noget der burde være anderledes, dvs. "burde burde burde" tanker, som du slår dig selv i hoved med.

Alt i alt, det at møde og undersøge vores egen utilfredshed og negativitet i øjenhøjde og dernæst acceptere den og rumme den er vejen til større positivitet. Når vi giver plads til de dele af os selv der gerne vil komme op til udtryk og vi lytter til den positive intention og de behov der ligger bag er der noget der letter i os. Når vi får klarhed over hvad vi vil have i stedet for utilfredsheden og vi erkender at vi har et valg, kan vi gå efter det. Når vi ser at de negative tanker ikke har hold i virkeligheden kan vi være taknemmelige. Men det bliver en mere naturlig proces end en forceret tanke der siger "nu må jeg prøve at tænke positivt - åh hvorfor kan jeg ikke tænke positiv? - jeg burde også tænke positivt".